Jeg lærte at læse allerede som 5 årig – så at stave mig i gennem sura1, ville selv i mine første børneår ikke have været noget større problem. Måske havde det knebet med forståelsen. Det gør det jo selv i dag. Havde det dog bare været en salme i min skoletids kirkesangbog, så havde jeg været lykkelig - dengang. Så kort en tekst. Lad os blive færdige med det syngen og komme ud i solen igen. Hallelujah!
Når jeg nu sidder og tænker på den tid. Hold da helt kæft, da lærte vi salmevers. Vi var tvunget, fik dem proppet ned i halsen. Stakkels muslimer i dag. De lærer Koranen, udenad. Fra de er 5-7 år gamle – nogle er endda endnu yngre! - er det bare at stå op klokken 4 om morgenen og så i gang med at recitere. Ingen vers, ingen morgenmad. På arabisk, tænk dig det! Nå ja, det er jo det sprog, Koranen er blevet åbenbaret på, som ornitologiprofessor Jørgen Bæk Simonsen skriver i en af sine afhandlinger fra 2006 – han siger godt nok selv, at han er orientalist. Men det der med åbenbaringen, det må han da ha’ set et eller andet sted i en hønes dampende indvolde. Koranen er ikke “åbenbaret” for nogen, hverken på arabisk eller på noget andet sprog. Muslimprofetens drømmedigtede åbenbaringer er ikke mere værd, end hvis jeg i dette øjeblik påstår, at det jeg skriver her, er blevet åbenbaret på sønderjysk – eller fynsk - for mig!
Mærkværdigvis bliver teksten i koranen alligevel opfattet af muslimerne – og måske også af Jørgen Bæk Simonsen - som den rå uforfalskede sandhed direkte fra Allahs mund, genfortalt ordret til Muhammed af ”ærkeengelen Gabriel”. I så fald, om det er Allah, der taler, da skulle man jo antage at teksten gennem hele bogen var konsekvent. ”Hør nu her, Jeg skal lige fortælle jer……” Altså ”jeg” og ”Mig” og så videre. Men sådan er det jo ikke. Allah taler det ene øjeblik om sig selv i tredje person. Det næste øjeblik er det hele i Jeg eller “We” form, helt på linje med det vi forventer fra en konge eller kejser.
Altså denne første sura lægger niveauet direkte, det er helt rundt på Sct. Hans, faktisk inden vi er kommet i gang i det hele taget. Allah har her givet Muhammed en åbenbaring, en tekst, der har et eneste formål, nemlig at tilbede ham [Allah] selv! Helt til grin…
1. ”I Allah’s den nådige og barmhjertiges navn.”
Alle suraer uden undtagelse starter med den sætning, eller vers som (sikkert derfor) ikke har noget versenummer. Men det er der!Sieg Allah…. Allah kan slet ikke lade være med at fortælle os, at han er både nådig og barmhjertig! 114 gange gentager han dette mantra. Engang læste jeg et amerikansk ordsprog: ”Never trust a man who calls himself honest John.”
Nå ja, så blev Amerika da også først opdaget 800 år efter Muhammed opfandt Allah. Der var i hvert fald ingen af de tidligste indbyggere, der hed John. Før Columbus havde de ikke hørt en dyft om hverken Moses, Johannes, Jesus eller Muhammed! [Det var de nok helt sikkert glade over].
2. ”Lovet være Allah, alverdens Herre.”
Jeg kan slet ikke komme over det her tredje-persons-snakket. Burde det ikke formuleres mere som: ”Lovet være Mig! Alverdens Herre”? Spø’r bare…?
Selvfølgelig dykkede jeg ned i problemstillingen. Muslimske lærde har jo svar på alt, så hvorfor ikke dette også med Allahs måde at ævle løs om sig selv på? Nå men det tog ikke lang tid at finde ud af, at just det der med Allah og Muhammed: Hvem er det der taler? – er et megaproblem i islam. Et eller andet sted i historien, var der en, der ikke længere kunne holde det ud mere, al den der ukonsekvens [hedder det sådan? Mærkværdigt ord…] så han spidsede fjederpennen, tog et dybt dyk i blækket og tilføjede et sigende ”Sig” i begyndelsen af alle de sætninger, der ikke rigtigt fungerede inden – og det var mange. På den måde talte Allah til Muhammed og befalede tumpen til at præke for sine medmennesker med et rungende ”Sig [til dem det følgende]…..” Alligevel duer det ikke. Når det står skrevet, ser det pludseligt ud som om Allah giver dig [læseren] ordre til at sige noget – til sig selv??? Som regel et eller andet om, at Allah selv er både nådig og klog – ligesom Muhammed Ali – bokseren altså! ”Eyh man, I am the greatest and the most handsome….” Ok du fattede pointen?
3. ”Den nådige den barmhjertige.”
Der var den igen. Nådig og barmhjertig! Ih hvor jeg selv er…sieg, sieg, sieg Mig selv! På den anden side, havde jeg nu ikke smuglæst hele værket, inden jeg begyndte at skrive, kan det da godt være, at jeg ikke havde gået så højt op i lige det der vers, som i Danmark er nummer 3, men i Amerika bare nummer 2, for da har man jo ikke nummereret det første vers – det har ingenting med et at gøre, jeg ville sige. Altså havde jeg ikke læst Koranen inden, så havde jeg måske troet på det der med det nådige og barmhjertige. Men jeg fandt det ikke i bogen. Der er ikke meget godhed og glæde der, ikke.
Ild, helvede, myrder, udslette og forfærdelig straf er derimod begreber, der flittigt gentages og udvikles i en grad, der får selv den mest outrerede voldspornografi til at ligne ”Gyldendals Fortællinger for Børn”!
4. ”Herskeren på dommens dag.”
Op med dommedag med det samme. Ikke gem noget til senere. Det er bang på rødbeden. Den der dag er den vigtigste for alle muslimer. Tror man ikke på ”dommedagen”, da er man fortabt og der er dødsstraf for at afsige sig troen på lige den dato i islam. Ingen dommedag – ingen muslim! Den dag skal alle de døde kroppe kravle op af deres grave og renses i helvedes ild for derefter at stå til regnskab for deres synder overfor selveste Allah [Eller var det omvendt – hvem ved i øvrigt, hvad der værst, at blive skammet ud af den hævntørstige ”onkel” Allah eller blive svitset over høj varme i skærsilden? Faktorernes orden synes her mindre vigtigt.]
Jeg har tænkt længe over, hvordan det kommer til at se ud. Zombies og ghouler over det hele. Tomme øjenhuler og skrøbelige skeletter, der maver sig langs med motorvejen hen over Fyn med retning mod opsamlingsstedet i København eller….? Hvorom alting er, vil der ikke være nogen hinduer, eller andre, der er blevet kremerede i det næste liv? Eller vil de bevæge sig mod skærsilden som store skyer af flyveaske? Dem der er begravet i havet og forsvundet for altid i næringskædens evigt malende maskineri, kommer de heller ikke med over til det hinsides? Der er altså mange spørgsmål, der ikke sådan lige kan besvares….
5. ”Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp.”
I de forskellige oversættelse fra arabisk til engelsk, tysk, fransk, dansk og så videre, har oversætterne sat parenteser ind allerede her. Det er selvfølgelig fordi, problemet med ”hvem der siger hvad”, igen træder så kraftigt frem – ja det sparker faktisk hest fra disse korte vers – så man ikke fatter en brik! Er det Muhammed, der taler? Er det læseren – eller skulle der have været et ”sig” foran? For det kan da ikke være ”digteren selv” (Allah), der fortæller Muhammed, at Han tjener sig selv og beder sig selv om hjælp? Det tjener da ikke rigtigt noget formål?
6. ”Led os ad den lige vej.”
7. ”Den vej, der følges af dem, Du viser nåde:”
Jeg må nok tilstå, at jeg med min retroaktive viden ikke er helt tryg ved den her formulering. For det er vel mig, os, der ligesom skal sige dette og ikke Allah. Det er altså kun for muslimer, det kan jeg afsløre uden at tvivle et sekund! Den lige vej som Allah har udstukket, er kun udstukket for muslimer. Basta, slut finale.
8. ”Led os ikke ad den vej, der følges af dem, som har fortjent din vrede, eller af de vildfarne.
Det ottende vers er virkelig ondskabsfuldt. Det er måske derfor, at teksten i mange oversættelser er ”gemt” bagest i vers 7. Det er nok for uhyggeligt for en del sarte sjæle. Vi kan bede om at blive ledt i den rigtige retning (6-7), men allerede i sura 2 – jeg har som sagt smugkigget – opdager vi, at det egentlig er omsonst. Præsenteret for Allahs barske sandhed, som vi bliver der, er det bare at indse, at fatalismen regerer i koranens verden. ”Jeg vildleder, hvem jeg vil. Og jeg vejleder, hvem jeg vil.” Allah bestemmer for han er vis? Eh…forstår du? Det gør jeg heller ikke!
Men vist er der en digression i linjerne, et eller andet, der indgyder lidt håb, eller hvad mener du som læser? Der er jo to grupper i verset, nemlig dem, der har fortjent Allahs vrede, og så dem, der bare er vildfarne (de har altså ikke fortjent vreden?). På den anden side, hvad betyder denne forskel i praksis, for den det går ud over? Hvis man hører til dem, der straffes med bål og brand til evig tid, mon man så ikke efter nogen tid holder op med at spekulere på, om straffen nu er fortjent, eller om man ganske enkelt er tvunget til at udstå alle helvedets pinsler bare fordi Allah slet ikke er den gode gud, muslimerne ellers påstår, men derimod en gennemført ondskabsfuld satan?
Set ud fra en lommefilosofisk betragtning, må det næsten være lettere at holde ud, at stå på hovedet i glødende kul fra nu af og til evig tid, i visheden om, at man har været en rigtig led stodder og derfor har fortjent hvert minut i helvede, end om man uheldigvis bare var en af dem, der – efter Allahs forgodtbefindende – rent slumpmæssigt blev udtaget, til at blive sendt lukt i helvede uden rettergang og uden mulighed til benådning – mener jeg!
